Historien

Uddannelse, Musicals og Sinatra

Andreas Vetö er uddannet musikleder og trompetist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og har blandt mange under studietiden stået i spidsen for Lyngby-Taarbæk Harmoni- og Symfoniorkester, med hvem han sammen med Oh Land åbnede Spotfestivalen 2009. Han har ligeledes været dirigent for Konservatoriets Messingensemble og Bigband, hvor han bl.a. dirigerede Duke Ellingtons ”Sacred Concert” i 2009, ligesom han dirigerede orkestret på turné i Amsterdam 2010.

Andreas Vetö har i mange  år været fast kapelmester for Teatret Gorgerne, hvor han har haft den musikalske ledelse af opsætningerne ”Jekyll & Hyde”, ”Urinetown”, “Chess”, “Jesus Christ Superstar”, “Spamalot”, ”The Full Monty” og “Legally Blonde” på henholdsvis Gladsaxe Teater, i Portalen Greve, Koncertsalen i Tivoli, Galaksen samt i Stærekassen.

Andreas har desuden i en årække samarbejdet med Flemming Enevold – først og fremmest som kapelmester ved showet ”Sinatra Night”, der bl.a. har spillet på D’Angeleterre, Park Café, Hindsgavl Slot samt i Oslo og London. Derudover har Andreas Vetö og hans orkester ved adskillige lejligheder opført diverse musical og koncertnumre, bl.a. i 2010, ved et koncertuddrag af “Phantom of the Opera”, med Susanne Elmark og Flemming Enevold.

Big bands, Populær- og Den Symfoniske Musik

Andreas Vetö har de seneste år fordybet sig i populærmusikken og big band genren og har her arbejdet med solister som Bobo Moreno, Malene Mortensen, Anna David og Mark Linn. Han har desuden ved diverse events arbejdet med bl.a. Sofie Lassen-Kahlke og Peter Frödin.

Han dirigerede i 2015 DR Big Bandet ved 2 koncerter og en CD-indspilning, samt igen ved åbningen af Klang-Festivalen i Greifswald 2016 med projektet ‘Glimt af Nielsen’ .
I 2011 startede han sit eget big band, Det Ny Big Band, med hvem han ved DTU’s årsfest i 2013 uropførte en Carl Nielsen suite, skrevet af Peter Jensen, og sunget af Susanne Elmark.

Derudover producerede og dirigerede han 2 shows ved IPhO 2013, hvor Det Ny Big Band præsenterede dansk musik med solister som Cæcilie Norby, Andrea Pelligrini, Eivør og Safri Duo. Det Ny Big Band fik i anledningen af Asger Jorns 100 års fødselsdag i 2014 skrevet værket ‘Jorn Refleksioner’ af Peter Jensen, og uropførte dette på Museum Jorn.

Han er dirigent og medstifter at det regionale ungdomssymfoniorkester PRESTO, med hvem han i sommeren 2016 turnérede rundt i USA.
I sommeren 2016 dirigerede han Danmarks Underholdningsorkester ved koncerten ‘The Music Of Abba’, samt dirigerede Tivoli Cph Phil ved koncerten ‘Jeg er sgu min egen’ med Daimi og Christian Hjelm.

I julen 2016 dirigerede Andreas Vetö koncert med Danmarks Underholdningsorkester og Louise Fribo og Christmas Carols koncert med Odense Symfoniorkester og Carina Tybjerg Madsen.

Underviser, Konsulent og  Direktør

Andreas Vetö har igennem mere end 10 år fungeret som trompet- og sammenspilslærer ved flere musikskoler, hvor han især arbejdede med projekter omkring udsatte børn og talentudvikling.

Han er ejer af musikformidlingsfirmaet Forte Music, der leverer musik til kunder som Fields, Slotsarkaderne, Humanic Group, Eventually m.fl. og endelig fungerer Andreas Vetö som kunstnerisk konsulent for Danmarks Tekniske Universitet.

Han har siden 1. marts 2017 fungeret som direktør for Danmraks Underholdningsorkester.